Vedligehold

Mit hverdagsliv er næsten ren drift. Arbejde, hjem og børn. 

Nu holder vi sommerferie, men det er mærkeligt nok ret meget det samme. Det er som om familiens drift bare vokser lige præcis så meget at den fylder al den tid som jeg plejer at bruge på arbejde og transport.

Jeg står op. Så laver jeg morgenmad til mig selv og børnene. Så rydder jeg væk, vasker noget tøj, rydder op, vander dyr og så er det ved at være tid til at lave frokost. Samme mønster gentager sig om eftermiddagen. Og igen om aftenen. Det jeg når, som jeg ikke når til daglig, er også kommet til at lugte vel meget af arbejde og for lidt af fornøjelse.

I dag har jeg f.eks hjulpet B med hesten. Det synes jeg er dejligt og stort. Hun kan ride rundt på marken uden sadel på egen hånd, når bare jeg holder mig i nærheden. Glansen går bare noget af det, når jeg samtidig vander dyr, og i øvrigt har H på armen fordi T har travlt med noget af det andet praktiske som vi ikke når til hverdag.

Bagefter gik B og jeg sammen på den afgræssede mark og trak engbrandbæger op. Det skal gøres og kan være hyggeligt nok, men det fik mig ikke ud af følelsen af at være en hamster i et hjul.

Derfor blev vi nødt til at tage en hurtig beslutning og tage ind for at nyde eftermiddagskaffen i Kunstens park. Springvandet her er en kæmpe attraktion for alle børn og barnlige sjæle. Og da vi har årskort er det også en nem og ganske gratis fornøjelse.

Så fandt jeg også på endnu et fødselsdagsønske. Jeg ønsker mig en bænk med indbygget parasol. T mener den er nem at bygge, så jeg kan da håbe 🙂

Jeg beklager mig ikke. Slet ikke. Jeg har valgt et liv med gård og børn og et arbejde som fylder meget. Det valg står jeg ved på alle måder. Men derfor kan jeg godt glæde mig til en anden tid, når det hele kræver lidt mindre af mig og jeg kan fokusere mere på mine egne behov.

Reklamer

Drakamöllan 

Det begyndte med at Liselotte viste en kogebog, Drakamöllans køkken, på sin blog. Senere ønskede jeg mig bogen og fik den af mine svigerforældre. Så forelskede jeg mig i stedet på afstand, via billeder og tekst. Endnu senere fyldte min søster fyrre, og min gave til hende var en weekend på Drakamöllan

Så gik der næsten to år og så, i slutningen af juni, var vi klar og besøgte stedet. Det var heldigvis ret meget som jeg havde forestillet mig. Stille, smukt og rart. Et blødt tæppe at svøbe sig i og være væk fra verden et par dage. Der var ikke en lyd, ud over vinden i træerne og masser af fugle.


Der var rislende vand, en uendelighed af skov og rigeligt med tid. Især det sidste er en alvorlig mangel i mit liv.


Vi gik tur, hver for sig og sammen. Vi talte en del, en strikkede lidt og en anden fik vist læst lidt i sin roman. Vi var sammen med hinanden, men også med os selv hver for sig. Det var som det skulle være, og stedet kan i den grad anbefales. Jeg tror mit næste besøg skal være på kærestetur med T.

Sommerferie

Endelig, endelig er det sommerferie. Vi har længtes og trængt i flere måneder. Nu er vi her og skal ingenting.

Jeg nyder at vågne til lyden af store børn som har gang i en legoleg der strækker sig over flere dage. Vejret er ikke specielt strålende, men jeg er ligeglad. Vi har fri, og skal absolut ingenting. Vi har kaffe og nattøj og en plan om at læse så mange Silas-bøger som vi gider.


En dag tager vi måske til Legoland. Hvis det bliver varmt tager vi ind og leger i Kunstens springvand. Men hvis vi ikke gider noget af det bliver vi bare her, og det er faktisk det som gør mig allermest glad lige nu.

Blød vest til H

Det er længe siden jeg har fremvist strik. Der bliver ellers produceret nogenlunde stabilt, men det er ligesom ikke nået frem til bloggen.

Nu er jeg blevet færdig med den blødeste vest til lille H. Den er strikket i str. 4 år, så den skulle gerne kunne passe til vinter også.

Opskriften er fra bogen ‘Strik til børn, charme i hver en maske’ af Marte Helgetun

Den er strikket i Blackhill Cashsilk Once og vejer ialt 93 g. Jeg har brugt 37 g af den gule og 56 g af den blå.

Fødselsdagsmåned

April er fødselsdagsmåned hos os. Manden og de store store fylder alle år i løbet af 15 forårsdage. Vi har vænnet os til aldrig at planlægge andet i april, så weekenderne er ledige til al fejringen.

Den første i rækken er M, den ældste søn. Han blev syv, og der var Ninjagofast, med Ninjagoskattejagt og Ninjagokage. Han er skøn at fejre.

Planlægningsfasen var svær for ham. Han havde ideer, eller måske mest en følelse i sit hoved, men kunne ikke rigtigt få formidlet til os voksne hvordan det skulle være. Derfor kom invitationerne sent, og både den bedste ven fra skolen og yndlingsfætteren meldte afbud. Især det med vennen kostede mange tanker, men han havde alligevel en dejlig fest og var glad for det hele.

Det er altid presset den sidste aften før en fødselsdag i vores familie. Forældrene er travle og notorisk dårlige til at få noget forberedt i ordentlig tid, men jeg elsker at fejre min familie. Det er verdens sjoveste at planlægge og bage med de halvstore børn. Vores marcipanarbejde imponerer nok ikke nogen, men for dem som er inde i Ninjagouniverset bør det fremgå at det er Kais ansigt, samt en lille Cole og en lille Sensei Wu.

Sukkerstop

Et par af mine søskende, en nevø, en svigerinde, min lillesøsters svigermor og min svogers niece er sammen med mig igang med en pause fra sukkerholdige fødevarer. 

Vi har dannet gruppen “Alle os der ikke sukker” hvor vi uddeler gensidig opbakning med løs hånd. Dem som har lyst deler også deres vægt, og noterer de undtagelser vi hver især har lavet for os selv. Det er hyggeligt, relativt uforpligtende og nemmere end jeg troede.

For mig begyndte det fjorten dage før gruppen opstod. Jeg holdt et oplæg og skulle stå på en scene foran en større samling kolleger. Jeg havde det godt deroppe, og oplægget gik som det skulle, men da jeg efterfølgende så billeder af mig selv fyldte jeg alt for meget. Jeg gider ikke at blive ved med at være så tyk, og sukkeret virker som et oplagt sted at starte for mig. Det står for langt den største del af mit overskydende energiindtag, og det er et sted hvor det faktisk er muligt for mig at sætte ind.

Et større vægttab kræver formentlig også mere motion, men det er der hverken tid eller overskud til i mit pendlerliv, så jeg må plukke de lavesthængende frugter først.

Siden beslutningen blev taget er jeg blevet budt på kage eller slik hver eneste dag. Det har alligevel overrasket mig. Hvis ikke det var for sukkerstoppet havde jeg jo spist det uden at ofre det ret mange tanker. Nu har jeg i stedet takket nej, hvilket har været virkelig nemt. Vel har jeg da haft lyst, men faktisk ikke mere end jeg sagtens har kunnet styre.

Det eneste som er kompliceret er at sige nej til dem jeg elsker. Dem hvor sukkeret er koblet sammen med følelser, og f.eks et ønske om at glæde og forkæle mig.

I dag har B haft en dejlig dag i Aarhus sammen med sin moster og lillebitte niece. De havde bagt, og B syntes jeg skulle have den allerfineste af kagerne. Det er ret meget vigtigere, end en regel jeg har lavet for mig selv. Vi aftalte derfor at dele den muffin som var til mig i fire stykker, et til mig, og et til hver af børnene. De resterende fem fik resten af familien efter aftensmaden, mens jeg nød en kop kaffe.

Der er også lavet undtagelsesregler for hele tre datoer i april hvor de to ældste børn og min mand har fødselsdag. De dage tæller traditioner og følelser naturligvis mere end sukkerstop, men ellers nyder jeg mit sukkerfrie liv.

Zetland

I går skrev jeg lidt om at erstatte “pas på” med “vær opmærksom”.

Ordene er ikke oprindeligt mine, men Sara Alforts. Sara er sej. Vi læste sammen en tid på litteraturhistorie i Aarhus. Før jeg vidste at jeg skulle være læge.

Nu skriver Sara for Zetland. Hvis ikke du kender Zetland, skulle du tage at kigge på det. Det er et netbaseret nyhedsmedie. Det lyder ikke umiddelbart så interessant, men det er det.

Jeg kan faktisk rigtigt godt lide aviser, men vi holdt op med at holde en, for en stor del af dem fik vi end ikke kigget i.

Zetland udkommer med ca. tre tekster hver dag. Begavede, velskrevne tekster. Jeg når ikke at læse dem alle, men en god del, og det gør mig mere orienteret og opdateret på samfundet omkring mig, end den sporadiske avislæsning det tidligere blev til.

Tjek det ud. Måske kommer det også til at reformere dit nyhedsforbrug!

Tæt på

Der har nok stået UT på motorvejen på tavlen i skadestuen. Det var tæt på. Tæt på at  syv børn mistede deres mødre, og tre mænd deres koner. Tæt på at Aalborg mistede tre yngre læger. Og jeg var en af dem.

Det var så tæt på, og så skete der faktisk slet ingenting. Bilen rullede rundt, og bliver aldrig bil igen. Vi lærte at være taknemmelige. Mest for livet, men lige da det skete mest for sikkerheden i en moderne bil.

Smadret bil

Det er et par måneder siden. Jeg er tilbage på motorvejen. Kører et par hundrede kilometer hver dag mellem Aalborg og Aarhus. Jeg lægger mærke til stedet hver eneste gang jeg passerer, men det er blevet hverdag igen. Jeg er ikke længere bange, men nok ekstra opmærksom. Det vil jeg sikkert blive ved med.

Jeg synes det er en vedvarende udfordring at dosere frygten i hverdagen. Lidt for mig selv, men mest for mine børn. Hvordan er man på en gang opmærksom, når det er rationelt, og samtidig tilstrækkeligt tillidsfuld og modig, til at livet ikke bliver domineret af frygt? Hvordan tøjler jeg min moderlige ængstelse, så mine børn ikke bliver grundlæggende bange for at være i verden?

Jeg vil ikke være moren som hele tiden råber “pas på”, men jeg vil selvfølgelig helst heller ikke se dem komme alt for alvorligt til skade. Børn kan mere end vi tror, og de kan heldigvis holde til det utroligste, så jeg øver mig i at erstatte “pas på” med “vær opmærksom”, så mine børn kan lære at stole på deres egen evne til at agere på en fornuftig måde i alle situationer.

Forsøg på genoplivning

Det handler ikke om hjertestopbehandling og hemmelige koder, men bare om at jeg gerne vil have min blog til at leve igen.

Den har længe ligget stille hen. Vi fik et tredje barn, jeg begyndte at pendle, T blev afdelingslæge og livet kom til at fylde al overskydende tid.

I weekenden var jeg inviteret til fødselsdag og komsammen hos Lene med en flok skønne, rigtigt voksne, kvinder. De er (næsten) alle bloggere, og jeg kom til at savne både at kommunikere og dokumentere mit eget liv via bloggen.

Den har fået nyt navn. Jeg synes aldrig helt det andet har fungeret. Og nyt design bare fordi jeg kan. Så må tiden vise om overskuddet bliver til at få produceret noget indhold.

Navnet er en slags henvisning til “Du kom med alt det der var dig”. Jeg vil tro mine børn vil tænke tilbage på den som sangen deres mor evigt og altid sang i bilen og når hun i øvrigt glemte sig selv.

IMG_1339

En del af grunden til den langvarige manglende aktivitet er skift af primært elektronisk device. Tidligere brugte jeg primært computeren. Nu er jeg nærmest kun på Ipad.

Det skift har medført at jeg læser færre blogs, tager færre billeder med det rigtige kamera (jeg har også fået smartphone) og altså ikke har fundet en god måde at få opdateret bloggen.

Billedet er derfor også gammelt. Det er fra dengang vi havde en flok skilmisseheste gående en sommer. Deres ejer havde mistet grebet og ikke fået dem passet ordentligt, men efter et par måneder på græs her, så de sunde og fine ud igen og kunne afhændes til forskellige steder.

Tæppet

Det kan næsten kun skrives i bestemt ental. Tæppet er det fineste jeg nogensinde har strikket. Det tog lang tid, men det er præcis så smukt, blødt og lækkert som jeg ønskede mig. Og jeg nyder at pakke verdens fineste lille dreng ind i det i autostolen og klapvognen. 

 Det hedder Snøfnugg og opskriften kan købes her.

Det hvide er Alpaca Sky fra Garnudsalg. Det blå er en tråd Merino Fine fra Karen Noe købt hos Ho Strik for længe siden og en tråd Uld/Angora fra Garnudsalg. Jeg har desværre ikke vejet mængderne af, men det er let og lækkert.